Ej angivet

HONNINGSYP

Den bornholmske honningsyp får en snaps til at smage sød, rund og fyldig. Den kommer til at smage bedre. Fremstilling Man tager en helflaske ukrydret snaps (Brøndum) og et glas honning. Honningen lunkes om nødvendigt svagt i en gryde, så den bliver blød og lind. Så tilsættes langsomt og under stadig omrøring en smule af snapsen. Det bliver man ved med, indtil der ikke vil danne sig bundfald af ikke udrørt honning. Når al honning er godt udrørt tilsættes det, der er tilbage af den helflaske, som blev taget frem i begyndelsen. Hvis man har adgang til en eksotisk og stærkt krydret honningtype, kan man ikke gøre noget bedre end at bruge den i en honningsyp. Men hvis man kun har den milde kløver-rapshonning, kan man tage det alt for søde ved at tilsætte ½ - 1 dl cognac (ikke den dyre). Snapsen hældes på en stentøjsdunk eller en karaffel og får lov til at stå og trække nogle dage inden den serveres. Man kan variere opskriften efter smag og fantasi. En hyppigt anvendt variant er at bruge Rød Ålborg og ingen cognac.   Anvendelse Honningsypen nydes som enhver anden snaps – mådeholdent og efter trang. Den står fint til en anden lokal specialitet, de saltstegte sild, og som erstatning for en småkage til kaffen. Den virker som sovemedicin, når stress og bekymringer holder én vågen. Hvis halsen bliver lidt rusten en råkold vinterdag, kan honningsypen hjælpe og lindre. Axel Jørgensen

Print Friendly, PDF & Email

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.