BISTIK – BIENS FORSVAR

Bier kan stikke. Arbejderbierne har på bagkroppen en brod, som bierne bruger, når de skal forsvare boet. Brodden er forsynet med små modhager. Når en bi stikker et menneske, vil brodden blive siddende i huden, mens bien forsøger at vriste sig fri. I og med at bien prøver at slippe væk, bliver giftkirtlen revet ud af biens bagkrop. Giftkirtlen fortsætter med at pumpe gift i stiksåret og samtidig udsender den nogle duftstoffer, som alarmerer andre bier. Hvis en anden bi opfanger duftstoffet, vil den også forsøge at stikke. Hvis du bliver stukket af en bi, er det derfor vigtigt at du hurtigst muligt skraber brodden af huden. Du må ikke tage rundt om brodden, for så klemmer du al giften ud i din krop.

Bliver du stukket og sidder der ikke en brod, så er det ikke en honningbi der har stukket dig, men sandsynligvis en hveps (gedehams). Bierne er som regel fredelige og det er kun hvis de føler sig truet eller man kommer til at klemme den, at den stikker.

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.