PRESSET HONNING

Hovedparten af biavlerne slynger deres honning ud af tavlerne i en honningslynge. En anden måde til at udvinde honning på, er ved at presse den ud af vokstavlerne. Presning af honning er en enkel og effektiv metode til udvinding af honning, og er en af de ældste metoder at udvinde honning på. Metoden er kendt helt tilbage fra oldtiden og beskrevet i mange former.

 

Ved presning udsættes honningen ikke for luftens ilt, og holder af samme grund bedre på duft- og smagsstoffer. Vælger man at presse sin honning, skal man være opmærksom på, at der kommer et lidt andet produkt ud af det. Først og fremmest fordi presning frigør mange flere pollenkorn fra tavlerne. I mikroskop kan man se, at der er ca. 10 gange så mange pollenkorn i presset honning som i slynget honning.

Honningpresse.

 

Da tavlerne ikke bliver skrællet forud for presningen, er der mere voks til stede i honningen i form af små voksrester. Disse voksrester fjerner biavleren ved at lade honningen løbe gennem en grovsi.

De mange pollenkorn i honningen er værdsat, hvorfor der ikke er nogen grund til af lade honningen løbe gennem en finsi. De voksrester som måtte være løbet gennem grovsien vil lægge sig på honningens overflade, hvorefter biavleren nemt kan skumme dem fra.

 

De mange pollenkorn giver honningen en kraftigere smag og en anden duft i forhold til slynget honning. Man kan ikke sige, at presset honning smager bedre end slynget honning – eller omvendt. Det er naturligvis en individuel smagssag, og der er tale om to forskellige produkter.

Denne hjemmeside bruger cookies. Fortsat brug tolkes som accept.