DANSK HONNING

Honningetiketten fra Danmarks Biavlerforening er dansk honnings kvalitetsmærke. Kun medlemmer, der har skrevet under på at overholde en række kvalitetskrav, kan benytte den.

I ”Ribe Ret” fra 1269 står der: "Hvis nogen findes med forfalsket honning, og denne ikke kan forsvare og rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal brændes og fortæres af ilden".

Så galt går det ikke længere. Men Danmarks Biavlerforening fører løbende kontrol med medlemmernes honning. Køber du honning med etiketten fra Danmarks Biavlerforening er du sikker på at få en god kvalitetshonning.

For at få lov til at bruge honningetiketten, skal man være medlem af Danmarks Biavlerforening og have underskrevet en deklaration med en række kvalitetskrav til produktet.

Danmarks Biavlerforening får årligt udtaget tilfældige honningprøver. Disse prøver analyseres på laboratorier i Tyskland.